Byrute 1.2 – Præsterne i Jordløse

Hør Rotteballaden

Thomas Barfoed

var ud af en stor præsteslægt. Hans far var præst på Strynø, hvor Thomas voksede op. Han blev selv præst, først på Avernakø indtil han i 1818 kom til Jordløse og Haastrup sogne.

Han blev gift med Christine Quist med hvem han fik 9 børn. Hun døde i 1926 og året efter giftede Thomas Barfoed sig igen. Hans 2. kone Cathrine Elisabeth Haugsted, fødte en datter i 1928, men døde 1 uge efter.
Anna Cathrine Clausdatter var barnepige hos familien Barfoed i Jordløse under begge hustruer, og i 1930 giftede Thomas sig med Anna Cathrine. Hun var husmandsdatter og således langt under hans stand. Det var dog ikke så ringe endda. Sammen fik de 5 børn, og et af deres børnebørn fik navnet Thomas B. Thrige.
Ud over at være præst og få mange børn skrev Thomas Barfoed bl.a. dagbog og digte. Efter hans død udgav hans venner nogle af hans værker i den lille bog: Småting og lejlighedsdigt.

At Thomas Barfoed var en lun fætter vidner hans digte om. Se Rotteballaden.

Thomas Barfoed.
Tegning fra www.stamtavle.Barfod-barfoed.dk

Sophus Vilhelm Wiberg

Født i Odense, søn af kapellan ved Sct. Knuds kirke Frederik Wiberg og hustru Anna Kirstine Jensen. Som barn kom han til Palsgaard ved Juelsminde og blev opdraget af kammerjunkerinde Reedtz.
I 1836 blev han gift med Vibeke Charlotte Holm, datter af sognepræst i Brændekilde og Bellinge Vilhelm Holm og sammen fik de 9 børn. Karriere:
1834-1837 Adjunkt ved Odense katedralskole.
1837-1851 Sognepræst i Vester Nykirke og Fåborg ved Bramminge
1851-1858 Sognepræst i Årslev og Hørning ved Randers
1858-1882 Sognepræst i Jordløse og Haastrup sogne

Da hans kone og støtte døde i 1880 blev han ensom og skrev i 1882. Om jeg lever så længe vil jeg tage min afsted til næste år. Det nåede han ikke. Han døde i maj 1882.

Wibergs Præstehistorie
Wibergs præstehistorie bruges stadig af bl.a. af slægtsforskere og er i dag tilgælgelig på internettet https://wiberg-net.dk.

Tegning af Sophus Vilhelm Wiberg

Præster i Jordløse sogn

Ca. 1530 Knud Nielsen
1555-1560 Thomas Ibsen
1560-1593 Jens Lauritzen Foul (Vogel) *ca. 1527 †1593
1593-1637 Christen Lauritzon, † 1637 el. senere
1637-1667 Laurits Andersson Hoff
1667-1700 Hans Lauritsen Achton
1700-1725 Laurits Nielsen Munch †1725
1725-1738 Poul Jensen Thorning *ca. 1700
1738-1751 Frederik Samuelsen Jahn *1703
1751-1754 Andreas Andreasen Eilschou †1754
1754-1773 Laurits Lillelund *1710 †1773
1773-1798 Peder Thorsager *1734 †1798
1798-1826 Mathias Gottschalch *1756
1805-1818 Johan Frederik Kurrelbaum Rasmussen *1774
1818-1845 Thomas Barfoed *1780 †1845
1845-1858 Ditlev Carl Hoskier *1812 †1896
1858-1882 Sophus Vilhelm Wiberg *1811 †1882
1882-1896 Edvard Magnus Buch *1820 †1900
1896-1897 Mads Christian Jørgensen *1860 †1897
1897-1905 Niels Søren Emil Wille *1863 †1936
1905-1922 Laurits Christian Sørensen *1862 †1922
1922-1930 Viggo Rasmus Lassen Houmand *1896 †1969
1931-1935 Carl Erik Thaning *1905
1935-1942 Søren Dissing *1909
1943-1962 Peder Munch-Madsen *1911 †1962
1962-2000 Poul Erik Severin *1930 †2002
2000-2003 Lars Berg Thomassen
2004- Rikke Gotfredsen

Rotteballaden

Som Zinklar drog til Norriges land
med sine de hyrede skotter,
så gæstede Jordløse præstemand
en sværm af hungrige rotter. De raned og røved, hvor de kom frem,
al huusfred monne de krænke;
Ei hunde, ei katte skrækkede dem,
de sprang på borde og bænke. De rodede glubsk i kælder og skuur,
hver tønde og fad overrende;
Ved dag og ved nat forgjeves på luur
stod præsten og alle hans svende. Med sare og fælder, med snare og stok
man tænkte de ransmænd at fange;
Men Fanden han stod i den helvedes flok,
de faren forstod at undgange. I pølser og skinker de gnaved sig ind
til karrenes nederste bunde,
og knap blev levnet det runkne skind
af røvernes slugende munde. ”Den synd skal hævnes!” – skreg præstens viv
”De times alverdens ulykke!”
Og præsten svor ved sin tollekniv
dem snart på pelsen trykke. Nu blev den præstemand gram i hu,
og flur fra staden laer bringe,
en dosis hid af det hvide krud,
der herligt kan madlysten tvinge. Han satte sig ned for bordeblad,
og kaldte på ternen Kirstine:
”See hvad jeg har hentet fra fjerne stad,
til røvernes jammer og pine.” Kirstine hun skued med lystne blik
det pulver og tvivlede ikke,
at hvis man det listet i røverne fik,
de ville ret dødeligt hikke. På stand hun æltede kugler småe
af brød og sigtede hvede;
mens pastoren dryssede sukkeret på,
med smør hun gjorde dem fede. En kjelder var der i husets grund,
hvor yngelen havde sin rede,
der satte hun hen i midnattens stund
de kugler så lækre og fede. Et kors hun gjorde for hver især,
og skrev i sandet figurer,
så bød hun god nat til den rottehær,
der grådig på måltidet lurer. Den næste morgen man visselig såe
et skuespil uden al mage –
henstrakte ved måltidet de rotter låe
omkring den sukkerbrødskage. De slumre nu alle i dødens favn;
Fred blev der nede og oppe,
og præsten fik hævnet sin hede harm
på alle de djævelske kroppe. Ei nogen levende sjæl kom hjem,
der kunde de andre fortælle,
hvor farligt det er at gjæste dem,
der bor blandt Jordløse fjelde.

Zinklar = George Sinclair ledede nogle skotske lejesoldater, der kæmpede på svensk side i Kalmarkrigen 1611-1613.