Foredrag med Johannes Langkilde

Torsdag den 26. september kommer den  populære journalist, tv-vært og forfatter Johannes 
Langkilde og fortæller om sin slægt med foredraget: Min fætter er høvding på Samoa.
 
Samoa ligger lidt udenfor vores sogne, men Johannes Langkilde havde også en forfar, der var
forvalter på Hagenskov gods – derfor er han aktuelt for os. 
 
Det er historien om Hans Alfred Langkilde, søn af en kongelig hofjægermester og tidligere soldat i  krigen i 1864. Om hvordan Hans Alfred under dramatiske omstændigheder – og efter en duel  med en tysk soldat – flygter til USA.
Hans Alfred kæmper med indre dæmoner og forsøger at vaske dem bort med en ny tilværelse som hvalfanger. 
Men også det slår fejl og som en sidste udvej, 
forsøger den unge Langkilde at skabe sig et nyt liv ved at hoppe overbord fra en båd, der passerer 
den eksotiske øgruppe, Samoa.
 

Om Johannes
Johannes Langkilde er en dansk, prisvindende journalist, TV vært, forfatter og musiker.

Gennem mere end 20 år har han leveret nyheder, reportager og interviews til de danske seere på både TV 2 DANMARK og DR. I 2006 blev han Danmarks yngste studievært på landsdækkende TV og blev hurtigt vært på mange større udsendelser, valgdebatter og events. I 2013 blev Johannes ansat som USA-korrespondent for DR i Washington D.C. hvor han gennem 4 år sendte reportager og nyheder hjem til danskerne, ligesom han dækkede præsidentvalget i 2016. Johannes har skrevet 2 anmelderroste bøger og er udkommet i flere lande. Han har i flere årtier spillet med mange af Danmarks større orkestre, ligesom han ofte er konferencier ved julekoncerter, nytårskoncerter og andre musikarrangementer.

Arrangementet sker i samarbejde mellem:
Dreslette Lokalhistorisk arkiv, Kærum-Sønderby Lokalhistorisk forening, Gamtofte & Søby-Turup Lokalhistoriske arkiv og Jordløse-Trunderup lokalhistoriske arkiv og med støtte fra Fynske Bank.

 
 

Åbent Hus i arkivet

Vi holder åbent hus i arkivet 2 aftener nemlig den torsdag 10. oktober og onsdag den 5. februar 2025. Begge dage er det kl. 19.00-21.00.
Kom og se hvad vi har af materiale om dit hus!